Leder-/seniordag i Ravnsholt Division
Lørdag den 16. januar 2010 deltog ca. 35 ledere og seniorer i Ravnsholt Division på årets leder-/seniordag, der var henlagt til Frydenborg-hytterne i Hillerød. Dagen var flot, kold og frostklar, så der skulle arbejdes lidt fysisk på de udendørs aktiviteter for at holde varmen, men det var intet problem for de aktive ledere og seniorer :-)
Programmet var opbygget med to modulforløb, hvor der blev udbudt forskellige færdigheds- og vidensmoduler, så alle kunne nå to moduler. Formiddagen bød på modulerne "Leg med Formål", "Anerkendende Ledelse", "Kom til Tops", "Førstehjælp" samt "Avanceret Madlavning over Bål". Midtvejs mellem de to moduler fik vi serveret en lækker, varm frokost, mens de, der havde været madlavningsmodulet, spiste deres frembagte, kulinariske oplevelse af en gang hjemmelavet pasta og gryderet - og så med dessert der til; en stor præstation at lave hjemmelavet pasta i frostvejr (man kunne mene, at det var god Alli-træning).
Efter anden omgang moduler, som bestod af "Leg med Formål", "Anerkendende Ledelse", "Kom til Tops" og "Brug GPS til Spejder", var der lagt op til et stort spil Settlers. Spillet blev spillet i en god og engageret ånd, og de seks hold var rundt på fem forskellige produktionssteder og løse et utal af forskellige opgaver - fysiske såvel som tænkeopgaver - for at tjene råstoffer til udbyggelse af deres bebyggelser. Rødt hold endte som vindere...
Aftenen stod i 1980'ernes tegn. Folk havde pænt firsertøj med, A-ha, McEinar og deres årgang dominerede baggrundsmusikken, og køkkenholdet havde været en tur i Karolines Kogebog 1 og skabt en fantastisk tre-retters menu i bedste firserstil med bl.a. Thousand Island-dressing og kinakål til det veltilberedte kød.
Resten af aftenen var der hygge, god stemning, en enkelt selskabsleg - og masser af spejdersnak og gode historier. Og der var også fin opbakning og hjælp i forbindelse med oprydningen, da vi takkede af for en inspirerende, lærerig, hyggelig, oplevelsesrig og dejlig lang dag.
Tusinde tak til alle - planlæggere, instruktører og deltager - for en fantastisk spejderoplevelse.
/lasse
Flere billeder fra dagen kan findes her: http://ravnsholt.dk/ravnsholt/billeder/divisionen/index.php
Tilbage til artikel-oversigten
|