Forside   Billeder   Dokumenter   Afdelinger   Grupper   Praktisk

Uddannelsesweekend for alle instruktører i DDS

I weekenden 5.-7. marts var der samling for alle med interesse for uddannelse i DDS. Det blev afholdt på Brandbjerg Højskole lidt nordvest for Vejle, og der var 173 tilmeldte deltagere.

Weekenden startede med en lille koordinationsøvelse for arrangørerne, da vejrguderne smed den (foreløbigt!?) sidste snestorm over Danmark netop samtidig med, at deltagerne begyndte at skulle ankomme på højskolen og på Vejle St., hvor der var planlagt afhentning. Først var togene noget forsinket, og siden var det ikke så forsvarligt at sende chauffører ud at køre igen. Men alt lykkedes, og folk kom frem i tide til at få noget aftensmad, før aftenens underholdning i form af en introduktion til det nye hovedudvalg, DDS Uddannelse, samt et to timers indlæg om "nærvær" af skuespiller, foredragsholder og forfatter Ernest Holm Svendsen, som underholdt, betagede og satte tanker i gang hos alle deltagerne.

Lørdagen startede med morgensamling og flaghejsning. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var en utrolig oplevelse at være tilstede i blandt så mange andre spejdere, der alle var dukket op til denne weekend, fordi de brænder for uddannelse i DDS. 173 spejdere er mange mennesker, der kan danne en enormt stor cirkel omkring flagstangen - og kan være lidt udfordrende at råbe op i denne opstilling :-)

Lørdag formiddag arbejdede vi med den nye struktur omkring DDS Uddannelse med nogle hands-on-øvelser, hvor alle fik mulighed for at blive hørt. Og så var der ellers uddannelse af instruktørerne lørdag eftermiddag og søndag morgen på forskellige moduler, man havde meldt sig ind på i forbindelse med tilmeldingen. Der blev tilbudt moduler om Vejledning (1 og 2), Det Gode Møde, Rumme Kursisternes Forskelligheder, AI - Anerkendende Ledelse (2 moduler), Mad til Mange på Kursus, Konflikthåndtering (2 moduler), Forumteater som Metode (2 moduler), Flere på Kursus - De Rigtige på Kursus, Instruktørens Egen Udvikling, Naturen som Læringsrum, Børn og Unge i det 21. Århundrede, Den Anerkendende Samtale samt Evaluering. Alle moduler foregik på et højt fagligt niveau, og der var stor tilfredshed med indholdet.

Lørdag aften var der hest for alle. Et af PLan-teamene havde sørget for at planlægge noget underholdning mm. ud fra devisen om, at der ikke skulle være fest, men i høj grad fokus på plads til alle på sådan en aften; det var der for hest og ikke fest...men hyggeligt var det i alt fald :-)

Søndag efter frokost og evaluering var det tid til at sige tak for endnu en god, hyggelig, givende og inspirerende spejderweekend, og jeg tog i alt fald der fra med nyoptanket energi og lyst til mere uddannelse i DDS, centralt som ude i grupperne og i Ravnsholt Division. Det var også en personlig fornøjelse at se og møde så mange engagerede og deltagende fra Ravnsholt Division på weekenden - man kan blive helt stolt på sin divisions vegne!

Jeg takker de, der var med - og kan kun opfordre til, at man deltager på tilsvarende, fremtidig weekender. Uddannelsesweekender er åbne for alle, der underviser, vejleder, coacher, instruerer eller andet tilsvarende i grupperne, på divisionsplan eller centralt - eller bare har interesse for og lyst til at gøre det! Man behøver altså ikke nødvendigvis allerede være i gang med at planlægge eller afholde uddannelse, blot man har interessen, bør man deltage her...det er jo også en oplagt mulighed for at møde ligesindede - og måske finde sig en makker eller et team til det uddannelsesprojekt, man gerne vil give sig i kast med :-)

 

Tak for en super weekend - håber at se endnu flere fra Ravnsholt Division næste gang, msh /lasse

 

PS. Den 20. juni afholdes det første Uddannelsesråd i DDS. Det er et nyt tiltag, der afholdes årligt, hvor formålet er at sikre, at gruppernes og divisionernes ønsker til uddannelsestilbudene og -mulighederne i DDS bliver hørt. Så er det DDS Uddannelses opgave at arbejde for, at alle disse ønsker bliver samlet op og brugt til at skabe de rigtige og relevante uddannelsestilbud af høj kvalitet i DDS for derigennem at gøre vores spejderarbejde endnu bedre, mere relevant og tidssvarende. I den forbindelse skal vi i divisionen finde en uddannelsesansvarlig, som vil være vores kontaktperson til Uddannelsen i DDS og ikke mindst deltager på Uddannelsesrådet. Hvis du har interesse for dette, så ring til DC'erne (Rikke, 51 90 12 04 eller Lasse, 26 14 10 28) eller send en mail til dc@ravnsholt.dk

 

Tilbage til artikel-oversigten